WHEN IN ROME

11198475_10152978505638370_1782579961_nJeg føler mig som det heldigste og gladeste menneske lige nu. Det har været sol og 23 grader i Rom hele dagen. Jeg har sammen med min familie udforsket byen, leget ægte turister med guide tur gennem Colosseum, høretelefoner i ørerne og kamera i hånden. Jeg har spist Roms BEDSTE is, og jeg har shoppet nogle rigtig gode ting. Jeg har siddet på fortorvscafé og spist pizza, hvor jeg har siddet med det runde hoved direkte op i solen, så den lille næse er blevet en anelse forbrændt – MEN det er jo for fedt. Rom er en fantastisk by, en smuk by, en kaotisk by. Vi er lige hjemme og vende på hotellet, inden vi skal ud og opleve mere.

Vi har sgu købt en selfie-stang. Ja, så turistet er vi i disse dage… Men hvor er det dog smart! Aldrig har familien Hvidkjær haft så mange fællesbilleder sammen. Det er jo lige til et fotoalbum til mormors julegave i år – perfekt. Vi købte selvfølgelig stangen af den første gut, der kom anmassende med den. Vi betalte 15 euro. I dag har vi set dem blive solgt til 5 euro i alle souvenir butikkerne. Klassisk fejl.

Nu vil jeg hoppe i min nye ruskindsjakke, en ny nederdel og så vil jeg nyde en ægte italiensk pastaret i aften – gerne med et par glas rødvin til. Jeg sammensætter en lille guide til Rom, når jeg engang er kommet hjem til Danmark igen.

IMG_1815

At bo med sin kæreste

pogjeg

Det er endelig blevet tid til, at jeg skal til Rom og spise mig mæt i gelato, pizza og pasta! Inden da starter jeg dagen ud med et personligt indlæg her på bloggen. Min kæreste og jeg har boet sammen i halvandet år. Tiden er simpelthen fløjet afsted. Vi bor i en to-værelses lejlighed på Østerbro og deler 65 kvm. Der har været så mange gode ting ved at bo sammen, men også et par enkelte irriterende faktorer – som man nok ikke kan undgå. Jeg tænkte, at det var meget sjovt med et indlæg om dette, da det kunne være, at nogen af mine læsere går med drømmen om at flytte sammen med deres kæreste.

FORDELE:

  • Man ender altid samme sted. Vi kan begge to godt have perioder, hvor det hele går lidt hurtigt, og der ikke er så meget tid til at ses. I disse perioder er det bare det bedste at vide, at lige meget hvad, så ender vi i samme seng hver aften. Det giver mig en form for tryghed, at jeg ved, at jeg hver aften har ham at komme hjem til.
  • Man deles om udgifterne til lejligheden og mad. Jeg boede alene i lejligheden før min kæreste flyttede ind, så det var da skønt lige at få halveret alle udgifterne. Derudover har vi fælles madkonto, så vi bruger lige mange penge på mad hver måned.
  • Man kommer farligt tæt på hinanden. Vi kender hinanden skræmmende godt. Mere vil jeg næsten ikke uddybe det punkt, haha!
  • Han skal passe på mig, når jeg er syg. Jaa, den får han sgu ikke lov til at slippe uden om. Når jeg er syg, skal jeg forkæles og fodres. Han har ingen steder, han kan flygte hen. Han ved udemærket godt, at hvis jeg er syg, så skal menuen stå på kartoffelmos og INTET andet.
  • Det er altid en god idé at åbne en flaske rødvin. Ens aften sluttes bare lidt bedre af med et glas rødvin i hånden, og det er da bare hyggeligst at gøre i selskab med ham. Det er de sene aftentimer med rødvin i hånden, at vi oftest taler om vores fremtidsdrømme og mål, og de aftener elsker jeg.

ULEMPER:

  • Man kan ikke altid høre høj musik og danse på livet løs. Jeg prøver i hvert fald at begrænse mig! Jeg danser og skråler foran spejlet, og jeg gør det gerne dagligt. Jeg tror, at han er ved at være godt træt af at høre mig kæmpe mig op i de høje toner til “Love me like you do” eller “Shake it off”… Danser også gerne til svedet drypper ned af mig til “Uptown Funk”…
  • Der roder altid. Jeg ved ikke hvorfor, men der roder altid, når min kæreste er hjemme. Man kan altid finde et par sokker, sportstøj eller skoleting ligge og flyde rundt omkring. De enkelte gange hvor han har været ude at rejse uden mig, så er der sjovt nok dejligt rent i hele lejligheden.
  • Forskellige mad præferencer. Så dejligt som det kan være, at vi deler omkostninger til maden, lige så irriterende kan det være. Vi spiser ikke lige frem det samme mad, så jeg synes, det er en anelse irriterende at bruge penge på leverpostej og rugbrød, lige som han sikkert synes, at det er irriterende at bruge penge på pomfritter og guldkarameller, haha.
  • Man skal dele skabspladsen. På vores beskedne 65 kvm har vi ikke meget plads til tøj og sko. Jeg synes ikke, at jeg havde nok plads i forvejen, før at han flyttede ind. Nu er det altså blevet helt kritisk for alle mine smukke kjoler, der er blevet forvist til den ene halvdel af tøjstativet til fordel for hans umenneskelig mange skjorter.

Til trods for at sure sokker og manglende skabsplads nogen dage kan være hamrende irriterende, så er det de fleste dage, det der gør aller mest lykkelig. Hvor er jeg heldig, at jeg kan få lov til at samle hans sure sokker op fra gulvet. OG hvor er jeg heldig, at jeg har en, der laver kartoffelmos til mig, når jeg er syg.

OOTD: Nyt fra Zara

ou6

Bluse (similar) HER Jeans (similar) HER Sko (similar) HER

Da vi var i Hamborg i lørdags, brugte vi det meste af dagen på at shoppe. Jeg fik købt fem flotte ting fra Zara, som jeg glæder mig til at tage i brug henover sommeren. En af bluserne kom allerede på i går, så det skulle jo selvfølgelig dokumenteres. Jeg synes selv, at den er super fin og sommerlig med de mange fine detaljer. Jeg er sikker på, at den kommer til at redde en del tøjkriser fremover! Det er sådan en bluse, man altid lige kan tage på – og det har jeg i den grad manglet i min gabende tomme garderobe. Jeg havde stylet den med et par blå jeans, da vejret endnu ikke helt tillader bare ben (ifølge mig i hvert fald – jeg er lidt af en frossenpind). Til sommer vil jeg nok bruge den med nederdele og cowboyshorts. Og hvis jeg løber rundt i byen, så er det nok mere sandsynligt, at jeg har et par sneakers på end de høje stilletter. Til trods for at jeg dog gerne så mig selv som typen, der spankulerer rundt i høje stilletter på strøget og ser meget vigtig-business-agtig ud, eller at jeg bare var lidt mere Carrie Bradshaw-agtig. Maybe one day.

Min kæreste og jeg prøvede at lege lidt med de forskellige indstillinger på mit kamera, da vi i går skulle tage billederne. Det kiksede totalt, så da jeg skulle uploade billederne til computeren, var de fleste af dem helt grynet og uklare. Jeg er stadig ikke en ekspert på kamera området, men som dedikeret blogger, må jeg prøve at sætte mig lidt mere ind i det – haha! Der var dog et par enkelte billeder, der blev meget fine, og så med lidt lys-redigering, ja så spiller det hele jo næsten. Jeg bliver stadig enormt akavet, når jeg skal have taget billeder, specielt når der går folk forbi. Folk kigger altid helt vildt, som om at det er det mærkeligste, de længe har set. Det er forhåbentlig noget man bliver bedre til med tiden. Det tager jo ekstra lang tid, når man skal stoppe processen hver gang, at der kommer nogen gående på dagen. Jeg sætter virkelig min kærestes tålmodighed på prøve hver gang, at der skal tages outfitbilleder. Spørgsmålet “bliver de gode?” kommer lidt for ofte. Svaret er oftest ja, min egen vurdering er oftest nej. Stakkels mand, hvad han dog ikke bliver udsat for med mig som kæreste. Det kan være jeg næste gang skal stikke kameraet i hånden på en veninde. Så må vi se hvilke venskaber, der kan klare den udfordring!

ou3ou1ou2ou4Dette indlæg indeholder affiliate links.

Så er det snart Mors dag!

morsdag

1. Saltskrub, La Bruket HER 2. Vase, Kähler HER 3. Poster, Nynne Rosenvinge HER 4. Halskæde, Pernille Corydon HER 5. Armbånd, Fragment HER 6. Vandkande, Xala HER 7. Øjencreme, Rudolf Care HER 8. Nøglering, HAY HER 

Så er det igen blevet tid til at forkæle vores dejlige mødre. Det er nemlig mors dag den 10. maj! Jeg har samlet en kollage med lidt forskellige bud på, hvad man kan give sin mor. Min dejlige mor skal i hvert fald forkæles med en lille ting. Jeg har ofte givet min mor en fin buket blomster på mors dag, men i år synes jeg, at hun fortjener noget lidt mere personligt. På kollagen har jeg blandt andet tilføjet lidt smykker fra Pernille Corydon og Fragment, som jeg ved min mor ville elske. Ellers skal hun forkæles med en lækker øjencreme fra Rudolph Care eller en saltskrub fra La Bruket. Hvis man nu holder sig til den klassiske og køber blomster til sin mor, så kan man jo tilføje en fin vase til, for at gøre lidt ekstra ud af det.

Jeg synes, at det er fint, at vi har sådan nogle mærkedage som mors dag. Jeg elsker min mor højere end noget andet, men i hverdagen glemmer man ofte at fortælle det. Jeg synes derfor, at det er oplagt, at sige det på sådan en dag som mors dag. Nu er der god tid til at finde den perfekte mors-dags-gave, så smut ind forbi CAHETU, de har simpelthen så mange fine ting.

Dette indlæg indeholder affiliate links.

Guide til Hamborg

hamborg

I går tog familien og jeg en lille smuttur til Hamborg. Jeg har efterhånden besøgt den by en 10-gange, og det er med god grund. Hamborg er sådan lidt storbys-agtig, med masser af butikker, gode restauranter, masser af mennesker og god stemning. Jeg har samlet lidt forskellige tips til jer. Jeg vil helt klart anbefale at tage en lille smuttur til Hamborg, hvis man har brug for at komme lidt væk hjemmefra.

HOTEL:

  • Marriott Hotel, ABC Strasse 52. Midt i Hamborg ligger det fineste Marriott hotel, som jeg har boet på, hver gang jeg har været i Hamborg. Deres værelser er dejligt store og alt er super lækkert. I kælderen har de spa-område med pool, sauna osv. Derudover er deres morgenmads buffet hjernedød lækker! Jeg vil helt klart anbefale, at man bor her, hvis man vil bo lækkert og centralt.

 

SPISESTEDER:

  • Trattoria da Enzo, Wexstrasse 34. Her spiser vi hver eneste gang, at vi er i Hamborg. Deres signatur pastaret er simpelthen den bedste, jeg nogensinde har smagt. Restauranten ligger nede i en hyggelig kælder, og det er så italiensk, som det kan blive. Der er trængt, der er altid fyldt, der bliver råbt højt og maden smager helt igennem fantastisk. Som forret vil jeg anbefale, at man vælger en masse forskellige anti-pasta til deling. Til hovedret plejer jeg at få deres trøffel-parmesan-pastaret, som smager guddommeligt. Til dessert vil jeg også anbefale, at man får en masse små ting til deling. Man skal smage det hele! Husk at bestille bord.
  • Trattoria Due da Enzo, Grossneumarkt 2. Dette er den samme resturant, som den ovenfor, men ligger i lidt større lokaler og har et udendørsareal. Jeg kan personligt bedst lide den lille i kælderen, da jeg virkelig føler, at man mærker den ægte italienske stemning. Men maden er lige så fantastisk her!
  • Die Bank, Hoche Bleichen 17. Denne restaurant har jeg prøvet to gange – til frokost og til aftensmad. Det var super god mad og fed stemning om aftenen. Restauranten ligger i en gammel bank, hvor man kan kigge ind i de store bankbokse. Til frokost (hvor vi spiste i går), var jeg desværre lidt skuffet. Maden var dejlig, men der var ingen mennesker, og restauranten føles dermed lidt tom og trist. De har en kæmpe bar i midten af lokalet, og der er altid gang i den om aftenen, så jeg ville helt klart tage herhen for at spise aftensmad og tage en drink i baren efterfølgende.
  • Petit Cafe, Hoche Bleichen 20. Overfor Die Bank ligger der den hyggeligste café, den er simpelthen indrettet så fint. De har en masse forskellige kage og kaffe. Her ville jeg tage hen, hvis man har brug for en lille pause. De har også masser af cafeborde udenfor, hvis vejret er til det.
  • Café Ponton, Poststrasse 9B. Denne café har en masse caféborde og stole langs rækværket over kanalen. Dette er idealt sted at sidde og nyde et glas vin eller en fadøl, hvis solen skinner. Cafeen ligger lige overfor Zara. (Billede i højre og venstre nederste hjørne på kollagen.)

 

SHOPPING:

  • Highstreet butikker ligger fordelt på følgende gader: Mönckebergstrasse og Poststrasse. Samt de sidegader der fordeler sig ud fra disse gader. Her finder du butikker som H&M, Zara, Massimo Dutti, Monki, Mango, New Yorker osv. Det er dog også på disse sidegader, at du kan finde de lidt mere eksklusive butikker, som Gucci, Prada, Louis Vuitton osv.
  • Couture & Cheap, ABC Strasse 52. Her ligger en vild vintage butikker eller nok nærmere end luksus secondhand shop. Vinduet lokker med Chanel tasker, Balenciage tasker, klassiske items og alle mulige fine luksusting.
  • Alsterhaus, Jungfernstieg 16-20. er et flot stor magasin med tusindvis af butikker. Det er lidt ala Illum på Strøget – bare større og mere eksklusivt.

 

SKAL OPLEVES: 

  • Livet omkring vandet, Jungfernstieg. Hvis I går en tur langs vandet, vil i hurtigt mærke den pulserende storbysstemning, der er masser muligheder for at sætte sig i solen og nyde livet lidt.
  • Kanalrundfart. Der findes flere forskellige kanalrundfart-turer. Jeg har selv været på en, og det var super smukt og hyggeligt. Vi havde dog valgt en der tog 3 timer – lidt for lang tid, synes jeg selv, haha. Jeg mener, at man kan stå på omkring Jungfernstieg.
  • Tysk pølse og pomfritter. Folk står i flok rundt omkring de små pølse-og-pommes steder, og det er med god grund. Tyskerne er så gode til at lave pølser, så det bliver man altså nødt til at smage, nu når man er der!